Erik 1. Ejegod

Dansk konge 1095-1103. Døde på Cypern i 1103 under en pilgrimsfærd til Det Hellige Land. Hans Dronning Bodil nåede det Hellige Land, men døde af sygdom. Erik 1. Ejegod oprettede et ærkebispesæde i Lund og fik sin bror Knud den Hellige helgenkåret.

Erik Ejegod, den fjerde af Svend Estridsens sønner, som opnår at blive konge i Danmark. Han vælges til konge i 1095 efter broderen, Oluf Hungers død. Erik Ejegod er ved sin broder Knuds side, da han dræbes i Odense. I begyndelsen af sin regeringstid har nok at gøre med at bekæmpe venderne i Nordtyskland. Dette folkeslag trænges af germanerne, der er i færd med at kolonisere den østlige del af Tyskland, og venderne slår sig på plyndringer i den sydlige del af Danmark. Det lykkes Erik at erobre vendernes vigtigste base Rügen, og han indsætter sin søstersøn Henrik som vendernes fyrste.

Erik Ejegod genoptager de tidligere kongers indsats for at løsrive den danske kirke fra ærkebispedømmet i Hamburg-Bremen, og i 1103 lykkedes det ham med pavens velsignelse at oprette et selvstændigt dansk bispesæde i Lund. Asser, som Oluf har udnævnt til biskop i Lund, bliver Nordens første ærkebiskop. Ved samme lejlighed udvirker han, at broderen, Knud den Hellige, bliver helgenkåret.

Erik beslutter i 1103 at drage på pilgrimsfærd til Jerusalem, som i 1099 under det første korstog er tilbageerobret fra muslimernes besættelse. Erik rejser med sit store følge over Novgorod i Rusland, og han besøger kejseren af det byzantinske rige i Konstantinopel (Miklagård) med hans garde af nordiske 'væringer'. Han nåede dog aldrig frem, men dør på Cypern - vistnok ved Paphos, hvor han bliver begravet. Hans dronning, Bodil fortsætter til Det hellige Land, hvor hun skal være død af sygdom på Oliebjerget. De efterlader sønnen Knud Lavard.